ARTISTLINIEN - Nycirkus og performance!

ARTISTLINIEN – NYCIRKUS OG PERFORMANCE

Artistlinjen er for dig, der overvejer en professionel karriere og for dig, der elsker at bruge din krop.
Kurset kombinerer teknisk cirkustræning med scenisk udtryk og bevægelse.

Hvad kan du forvente?
Du vil blive udfordret, når vi træner balancer, akrobatik, jonglering, luftakrobatik, styrke og smidighedstræning, bevægelse og scenisk arbejde. Du vil løbende arbejde med kreative processer og forestillingsarbejde, samt praktisk arbejde ved eventproduktioner. Du vil være med til at skabe flere forestillinger i løbet af kurset, og opleve den kreative proces omkring skabelsen af en forestilling, samt indblik i produktionsplanlægningen i forbindelse med shows og events. Du bliver en del af et unikt træningsmiljø i Danmark, der har skabt forestillinger, uddannelser og forskning i Ny cirkus siden 1986.

CPH:DOX Filmen MOD SVED TÅRER, en dokumentar om Artistlinien, havde premiere på TV2 d. 2/6. Du kan se den online her

Karrieremuligheder

Artistlinien er en god base for at søge optagelse på en af de videregående cirkusuddannelser som findes over hele verden som fx. DOCH, CNAC, ESAC, for at arbejde som cirkuspædagog eller starte egen virksomhed. Hvis du ikke vil vælge en levevej som professionel artist, er et forløb på Artistlinien også et godt supplement til en pædagogisk uddannelse.

Artistlinien er med i det Europæiske netværk af cirkusskoler FEDEC og samarbejder med cirkusskoler i hele verden.

Træning og personlig udvikling

Ny cirkustræning er benhård og kræver koncentration, samarbejde og motivation og en stærk fysik. Du får afprøvet dine grænser, udviklet og styrket din krop, dit mod og din evne til at tage ansvar og tænke kreativt. Egenskaber der samtidig styrker din personlige udvikling og selvtillid.

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer, at du arbejder motiveret og har lyst til at rykke dig. At du deltager engageret i undervisningen, er nysgerrig og møder til aftalt tid.

Niveauinddelt undervisning

Artistlinien er opdelt i 2 eller 3 grupper som arbejder ud fra hvert sit skema, med det formål at eleven er placeret på det niveau, hvor udviklingspotentialet er størst. Om der er oprettes 2 eller 3 grupper afhænger af antal ansøgere, hvor ansøgerne er i deres kunstneriske udvikling, hvilke specialer ansøgerne søger med mv.

Gruppe 1

For dig, som har lidt eller ingen specielle forkundskaber men stor motivation. Der er hovedvægt på grundtræning inden for 3 områder: gulvakrobatik, styrke og smidighed. Der vil løbende være undervisning i en række cirkusdiscipliner. Derudover undervises der i scenisk arbejde og movement.

Hvilke cirkusspecialer der kan afprøves varierer lidt fra år til år, men typisk er der mulighed for at prøve kræfter med reb, trapez, dobbelt trapez, kinesisk pæl, chinese hoops,  parakrobatik, jonglering, håndstand, line og stropper.

Gruppe 2

Gruppe 2 er for dig, der er i fysisk god form og har dedikeret dig til en cirkusdisciplin.

Du vil to gange om ugen modtage teknisk undervisning i din disciplin med din specialelærer. En gang om ugen har du scenisk speciale, hvor du arbejder med scenisk udtryk og research i din disciplin.

Du undervises derudover i gulvakrobatik, dynamisk akrobatik, håndstand, styrke / teknik og smidighedstræning, movement og scenisk arbejde.

Gruppe 3

For de studerende, som har et højt niveau i deres cirkusspeciale og som er vant til at at arbejde og træne selv.

Det er en mere selvkørende gruppe, der forudsætter en høj grad af selvstændighed hos de studerende.

Som i gruppe 2 undervises der i cirkusspecialer, movement, scenisk arbejde og akrobatik, men der er mere tid for de studerende til at arbejde med egne projekter.