Havet er hårdt, koldt, blødt, skinnende og fuldt af andre badegæster, kroppen vil alt muligt, stemmen er i overgang. Præmisserne for sproget, talens og kroppens væren i verden ændrer sig og må genforhandles. Hvordan taler man med en knækket stemme?
Havet i munden er en musikdramatisk queer cabaret, hvor poesi, sang og performance smelter sammen i et tæt og sanseligt rum. Med afsæt i Luka Holmegaards anmelderroste digtsamling forvandles teksten til en levende sceneoplevelse, der bevæger sig gennem glæde, vrede, sorg, eufori, begær og sitrende akavethed.
Forestillingen er skabt af transkunstnere, med nykomponeret musik af Mija Milovic. Under Kai Merkes instruktion skabes der et udtryk, hvor humor, sårbarhed og intensitet flettes ind i hinanden. Her vækkes poesien til live gennem sang, dans og stærke sceniske billeder.
Havet i munden kredser om krop og forvandling — om at mærke sig selv i bevægelse, blive til i mødet med andre og finde nye måder at tale om begær, identitet og fællesskab. Et værk, hvor det skrøbelige, det sanselige og det rasende får lov at eksistere side om side.
Forestillingen er skabt af Kai Merke i samarbejde med Luka Holmegaard, Faun Vium, Mija Milovic og Ludvig Lulu Brostrup.
Støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaard, William Demant og Bøssehuset. Co-produceret af AFUK Scene.
PRAKTISK INFO
Spilledage
Premiere 7. maj kl. 20:30
8. maj kl. 17:30 & 20:30
9. maj kl. 15:00
10. maj kl. 15:00 & 19:00
11. maj kl. 10:00 & 13:00
Spilletid
60 minutter
Aldergrænse
12+