VELKOMMEN TIL ØRKENFORTETs holdoversigt
Efterårssæsonen 2024 starter i uge 35.
Cirkustræning for børn – unge og voksne
Velkommen til Ørkenfortets cirkushold for børn, unge og voksne. Vi har hold for alle med interesse for moderne cirkus – både begyndere og øvede og vi tilbyder et diverst og rummeligt miljø – med fokus på fysisk og psykologisk sikkerhed og med plads til alle.
Cirkus er en scenekunstform og derfor både (hård) fysisk træning, teater/sceniske øvelser/lege og ikke mindst glæden ved at være aktive sammen.
Vores undervisning for børn tager udgangspunkt i glæden ved bevægelse i et konkurrencefrit rum, hvor fællesskab, tillid og opmærksomhed er en stor del af aktiviteterne. Vi har hold for nybegyndere og hold for dem (børn og voksne) som har gået til cirkus, gymnastik, parkour (eller lign.) i flere sæsoner.
Vores hold afvikles i de smukke og professionelle cirkusrammer på AFUK, Enghavevej 82b, 2450 København sv. AFUK er udpeget som talentmiljø for nycirkus og vi træner side om side med de professionelle artister. Som medlem bliver du dermed en del af det voksende nycirkus miljø i København.
Undervisere
Undervisningen varetages af udøvende artister, som alle har en artistuddannelse bag sig eller er i gang med en artistuddannelse på AFUK Daghøjskole. Vi prioriterer pædagogisk udveksling og sparring og at trænerne føler sig klædt på til at undervise børn/unge. Alle børnecirkushold har 2 undervisere. Derudover har de hver deres speciale indenfor cirkusdisciplinerne. Nogle har speciale i luftdiscipliner og andre i gulvdiscipliner som håndstand, dobbelt-akrobatik eller lign. Gennem vores samarbejde med bl.a. AFUK Daghøjskole, Cirkus Tværs (Aarhus) og vores medlemskab af BNCN (Baltic-Nordic-circus-network) er vi med til at udvikle og iværksætte kurser/workshops inden for det cirkuspædagogiske område.
Holdtyper
Alle medlemmer starter på et alm. cirkushold (med mindre man har en baggrund som gymnast eller lign). Bliver man vild med det og får lyst til at fortsætte i flere sæsoner, så kan man komme på et øvet hold og her har vi hold både for dem som er blevet bidt af luftakrobatikken og dem som er mere interesseret i gulv- og partnerakrobatik.
Forsikring
Du skal være dækket af din egen ansvarsforsikring.
Aldersgrupper
Der undervises på cirkushold i forskellige aldersgrupper og niveuaer.
Tilmelding af børn
Tilmelding sker her på siden ved at klikke på det hold, du er interesseret i.
Det er meget vigtigt, at du tilmelder dit barn i den alderssvarende gruppe. HUSK at tilmelde med dit barns informationer- ikke dine egne.
Opstart
Hvis der er plads på holdene er det muligt at starte senere i sæsonen og ellers kan man skrive sig på venteliste. Man tilmelder sig for en sæson (efterår 24) og man betaler før man møder op, så vi har alle informationer på deltageren. Skulle man ikke være interesseret i at fortsætte efter første gang, så er det muligt at få deltagerbetalingen retur. Dette skal dog i så fald meldes pr. mail til fortet@afuk.dk inden anden træningsgang. Vi giver søskenderabat og rabat hvis et medlem tilmelder sig flere hold (20% på det billigste hold).
Ferier efteråret 24:
Uge 42: Efterårsferie
Uge 50: Juleferie
Mere info og spørgsmål: fortet@afuk.dk