Krop og humør

Krop og humør handler om, at man selv kan påvirke sit energiniveau 
og sit humør.
Om at byde sin personlighed gode rammer at folde sig ud i, At få en bevidsthed om ernæring, søvn, bevægelse. Om hjernens måde at fungere på. At finde ud af at kunne påvirke og til dels beslutte sit eget humør og sin energi. Krop og humør er at finde veje til at få lyst til bevægelse; lyst til at finde sunde vaner og god energi. Og om at gøre sig fri for at ”lægge sit gode humør i hænderne på den første idiot, der krydser ens vej”.

I projekt ”At ruste sig” vil der være mulighed for et gratis morgenmåltid, der giver energi til dagen. Aftener med indkøb og madlavning under temaet ”god mad for få penge”. Vi vil udvikle og bygge en fysisk og mental ”legebane” igennem AFUKs 4000 m2, der kan lokke os til leg og bevægelse i vores daglige færden i huset.

Pli og ynde

Pli og ynde handler om indlevelsesevne og forestillingsevne.
Om at den attitude, man møder livet med, kan være afgørende for, hvordan man bliver 
mødt. Om at få en forståelse af og at kunne at bruge ”spilleregler” i fællesskabet og en forståelse for at ting er ikke altid, som de ser ud ved første blik . Og at der er mange grunde til forskellige synspunkter. At blive klar over hvad vi signalerer med vores attitude. Pli og ynde handler også om at øve sig i at være nysgerrig, om at kunne forestille sig og leve sig ind i andres situation og hvilken slags pli og ynde, man har i forskellige verdener og kulturer.

Hvilke fordele kan det give at have pli og ynde? Pli og ynde handler om at skaffe sig frihed – fordi man kan forvalte den, fordi man ved, at man kan ”begå sig” og fordi man med ”pli og ynde” kan bidrage til at forskellige, også svære, situationer bliver gode. Pli og ynde handler også om at udvikle sin charme og generøsitet.

Kvajepligt

Kvajepligt handler om mod og om at livskvaliteten stiger, når man tør engagere sig.
At turde kaste sig ind i legen. At kunne engagere sig og grine af sig selv. At udvikle idéer, sige dem højt og at forfølge dem. At gøre sig umage uden garanti for succes. At prøve ting man ikke kender, som at gå ad nye stier, smage mad man er bange for, synge med selvom man måske synger falsk, danse selvom det måske ser morsomt ud, osv. At turde sætte noget på spil. At slippe kontrollen et øjeblik og nyde det.

Vi vil prøve at finde svar på nogle spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt at turde gøre noget, hvor man måske kommer til at kvaje sig? Hvad er det egentlig at kvaje sig? Hvordan føles det at kvaje sig? Hvad skal der til for, at man kan turde tage en risiko? Kan man øve sig i at kvaje sig? Kan man hjælpe hinanden med at kvaje sig?
-og ud fra dette vil vi udvikle et ”Kvajepligtsdogme”.